Mens foråret lader venter på sig, har vi taget fat på planlægningen af de spændende nye tiltag i klosterets skov og park.
Sammen med især Hedeselskabet skal vi frem mod 2016 genoprette, sikre og udvikle en glemt og underudnyttet ressource til gavn for lokal samfundet, klosterets gæster og besøgende på Skive egnen. Projektet er også støttet af Skive Kommune og Friluftsrådet i samarbejde med Ørslev Kloster.
Efteråret igennem er der blevet fældet mange syge og gamle træer og der er blevet skabt plads til at vi her i løbet af foråret kan tage fat på en omfattende nybeplantning i hele klosterets område. Dette er for at sikre at man også i fremtiden kan få en særlig natur oplevelse og nyde det særlig kulturmiljø, som Ørslev Kloster tilbyder alle. Vi vil gøre det nemmere og mere indbydende at besøge området med faciliteter specifikt indrettet til lokalt samfundets skole, børnehaver, dagplejemødre og plejehjem såvel som turister på egnen og klosterets egne gæster.
Det bliver en lang og spændende proces, hvor vi ønsker at alle interesserede bliver hørt. Vi har allerede taget kontakt til lokale institutioner, borger foreninger og vi glæder os til en givende dialog med dem, så ende resultatet bliver noget vi alle kan være stolt over at have på vores egn. Men vi hører gerne på alle med en interesse, eller ide til hvordan vi kan sikre, forbedre og udvikle klosterets omgivelser til gavn for så mange som mulig.
Tag endelig kontakt til klosterforvalteren. Vi har også opstillet en informationstavle ved gartnerhuset om projektet. Glæd jer!
Det har været et godt og begivenhedsrigt år på Ørslev Kloster. Vi vil blot takke alle de mange gæster, som har nydt korte og lange ophold på klosteret året igennem. Uden jer og de mange gavebidrag I har ydet, var der intet Ørslev Kloster. Så en stor tak til jer alle og vi glæder os til at tage fat på et nyt år sammen med jer.
Der har været rekord mange nye gæster i 2011, som har oplevet klosteret for første gang. 2011 har også set rekord mange nye medlemmer af Foreningen, så vi snart når medlem nr. 800. 2012 venter forude, og det bliver et år med mange gode og store udfordringer.
Vi glæder os specielt meget til foråret, hvor vi kan plante mange nye træer rundt omkring på klosterets område og tage fat på den næste fase af vores planer for Kvindsnapskoven og klosterets park. Det ser altid voldsomt ud, når man fælder mange store gamle træer. Heldigvis har vi flere gode samarbejdspartnere, ikke mindst Hedeselskabet, der bidrager væsentligt til at løfte opgaven. Det bliver spændende at tage fat på en dialog med lokale repræsentanter, når vi skal finde frem til, hvordan vi bedst kan udvikle klosterets omgivelser til gavn for lokalsamfundet og klosterets gæster.
Godt nytår til jer alle!


'Kristoforus' af Sys Hindsbo.
Takket være en gave fra Statens Kunstfond, kan man nu opleve et nyt kunstværk ‘Kristoforus’ på Ørslev Kloster. Værket er udført af Sys Hindsbo i 2010 til Ørslev Kloster i forbindelse med projektet ‘Kunst på Hærvejen’. Kunstprojektet er udført af 12 kunstnere, der har givet forskellige bud på, hvordan man kan opleve Hærvejen op gennem Jylland. Man kan læse mere om projektet og de andre værker her. Sys fik ideen til at tilknytte værket til klosteret under et ophold i 2009, og det er glædeligt, at vi endelig kan præsentere værket for offentligheden. Tavlen hænger på nordgavlen af Portnerboligen ved klosterets parkeringsplads. Til forår arbejder vi på at skabe et lille gårdmiljø omkring værket.

Kunstneren Sys Hindsbo ser spændt til, mens hendes marmortavle fæstnes til Portnerboligen.
Ørslev Kloster er godkendt til at modtage fradragsberettigede gaver, men for at opretholde denne rettighed kræves, at klosteret modtager endnu omtrent 100 gaver på min. 50 kr. i 2011. Støt derfor meget gerne klosteret med et gavebeløb! Gaver kan indsættes på klosterets konto i Salling Bank: reg. nr. 7890, konto nr. 2054143. Husk at angive cpr.nr., så gaven kan registreres hos SKAT. Alle gaver på over 500 kr., der indbetales til velgørende foreninger som Ørslev Kloster, vil blive fratrukket på selvangivelsen. Hvis det lykkes Ørslev Kloster at opnå antallet af gaver i 2011, vil klosteret fra 2012 sandsynligvis modtage mange flere gaver, da reglerne ændres, så alle gaver over 50 kr. kan fratrækkes. Foreningen Ørslev Kloster er desværre meget afhængig af støtte, for at arbejdsrefugiet Ørslev Kloster kan bestå, så støt en god sag!

Der er stadigvæk enkelte ledige studiepladser i foråret til studerende på SU. Prisen for en overnatning er 150 kr. Fordelingen af pladserne sker efter princippet “først til mølle…”

Beskæftigelsesministeren med følge i Spisestuen på Ørslev Kloster
Onsdag den 11.august cyklede beskæftigelsesminister Inger Støjberg forbi Ørslev Kloster til et kaffevisit og en lille rundvisning. Det er anden gang, Inger Støjberg gæster klosteret, og hun glædede sig over denne gang at kunne se de færdigrestaurerede stuer. 15 cykelglade og oplagte mennesker havde valgt at deltage på ministerens “Tour de Salling”.
Den 15. juli nød ikke mindre end 75 fremmødte den enestående mulighed for at overvære teater i klostergården. Efter stykket kunne man komme med middelalderarkæolog Garry Keyes på rundvisning i klosteranlægget og frekventere klosterbaren i kælderen, hvor stearinlysene lyste omkap.

Foto af Viggo Bjerregaard
“Kammerudgaven” af “KVINDEN I SAKSEN” var en uropførsel på Ørslev Kloster. Stykket spilledes – ligeledes med stor succes – de følgende to aftener på Skagen.


Smykkekunstneren og arkitekten Mikala Mortensen har produceret denne smukke lommesten “til minde om roen og koncentrationen i Ørslev Kloster med dets tykke mure og åndfulde stemning.” Lommestenen er støbt i sølv, enkel og klassisk i udtrykket. Den har en god tyngde, blød rundet bagside, der er dejlig at røre ved, og Ørslev Klosters logo præget som “små rum” ind i forsiden. Stenen kan også fås med hul i midten (som foto), så den kan bæres som halssmykke (snor medfølger). Stenen er lige egnet til kvinder og mænd. Salling Bank har støttet smykkeprojektet økonomisk. Smykket er produceret i forbindelse med 40-års jubilæet i 2009. Det koster 450 kr. (ekskl. forsendelse) og kan betilles hos Ørslev Kloster. Læs mere om Mikala Mortensen her.